Og derfor lod jeg lærerne komme og sagde til dem:

”Det er ikke blevet jer pålagt at dræbe mennesket i drengene eller at omskabe dem til myrer, kun egnet til livet i myreturen.

Det er mig ligegyldigt, om mennesket er mere eller mindre rigt udstyret. Det, der betyder noget for mig, er, om han er mere eller mindre menneske.

Og jeg spørger ikke først og fremmest om mennesket bliver lykkeligt eller ej, men hvad det er for et menneske, der bliver lykkeligt.

Og hvad bryder jeg mig om de mætte, stillesidderes overflod, de er som kvæget i stalden.

Og I beriger dem ingenlunde med formler, thi de er tomme, men kun med billeder, der i sig bærer en struktur.

Fyld dem ikke først og fremmest med døde kundskaber, men skab dem en stil, at de kan lære at forstå.

Døm ikke deres egnethed ud fra en enkelt åbenbar lærenemhed i en eller anden retning. Thi den når længst og sejrer størst, som har kæmpet mest imod sig selv. Det I først og fremmest skal regne dem til gode er kærligheden.

I skal ikke tale for vidtløftigt om det nyttige, men om skabelsen af mennesket, for at han kan høvle sit bræt i troskab og ære, og da vil han høvle bedre.

I skal lære dem respekt, thi spot er den passives sprog og troløshed mod et ansigt.

I skal kæmpe imod, at mennesket binder sig til materielle goder. Og I skal grundlægge mennesket i drengen ved først og fremmest, at lære ham at give sig selv, at gå helt og fuldt op i noget, thi alt andet er kun udtørring.

I skal lære dem meditation og bøn, thi de gør sjælen rummelig.

Og I skal lære dem at udøve kærlighed. Thi hvad kan træde i kærlighedens sted? Og kærlighed til sig selv er det modsatte af kærlighed.

I skal først og fremmest straffe løgn og angiveri, som tilsyneladende kan tjene menneskene og byen. Kun troskab skaber de stærke. Thi der er ikke noget, der hedder troskab til den ene side og ikke til den anden.

Den, der er trofast, er altid trofast. Og han, der kan forråde sin arbejdskammerat, er ikke trofast. Jeg trænger til en stærk by, og jeg kan ikke bygge dens styrke på menneskenes råddenskab.

I skal lære dem sans for det fuldkomne, thi ethvert værk er en vandring imod Gud og kan kun fuldbyrdes i døden.

I skal ikke først og fremmest lære dem tilgivelse og barmhjertighed. Thi disse begreber kan misforstås og blive til blot respekt for uret og sår.

Men I skal lære dem det vidunderlige samarbejde, hvor alle arbejder for en og en for alle. Og da iler lægen tværs gennem ørkenen for at helbrede et sølle knæ på en arbejdsmand. Også han er en kærre på vej, og de styres begge af samme hånd.”

Antoine de Saint Exupery – ”Citadellet”